Feltnoter
Det, tidevandet efterlader
Ved lavvande bliver klippehylden til hundrede små rum. Søanemonerne lukker sig for at holde sig våde, krabberne trækker sig ind i skyggen, og albueskællene suger sig fast og venter på havet.
Hold dig stille længe nok, og pytterne begynder at røre sig igen: en reje, en kutling, noget, du troede var en sten, der langsomt folder sig ud.
Den bedste time er den, før vandet vender, når lyset står lavt og vandet er så klart, at man kan læse bunden.